| Koncert i Ravnsbjerkirken, Viby, 10.06.2007 | |
Klaveraften med pondus og dybde Pianisten Jacob Nielsen viste sit og sit instruments potentiale i søndags til Ravnsbjergkirkens Lille Klaverfestival Anmeldelse af Steen Søgaard Ravnsbjergkirken, søndag Romantiske sværvægtere fremstod med tyngde og en fornem indre dybde, da Jacob Nielsen i søndags varetog anden halvdel af Ravnsbjergkirkens ”Lille Klaverfestival” og trakterede det prægtige Steingräber-flygel. Instrumentets store klanglige potentiale foldede sig flot ud i Jacob Nielsens sikre og gennemreflekterende spil – et spil, der lyser af, at han har en stor musikalsk erfaring og indsigt med i bagagen. Han ”spiller med” klaveret og viste i aftenens program en evne til at bygge en klangvolumen op på en måde, så den udvider sig indefra. Russisk senromantik Programmets første afdeling koncentrerede sig om russisk senromantik med udgangspunkt i Prokofievs 3. klaversonate, skrevet kort før han under revolutionen 1917 forlod Rusland. Sonaten har romantikkens storladne, spændingsfyldte udtryk, men rummer også noget af den moderne harmonik og den karske stil, der skulle blive så karakteristisk for Prokofiev. Fremførelsen tilgodeså det stærke spændingsfelt mellem de energisk-udfarende og eksplosive contra de lyrisk-indadvendte afsnit, der lod melankolien synge igennem. En buket Rachmaninov Det store atletiske klaverspil oplevede man i en buket Rachmaninov-værker, bl.a. g-mol præludiet opus 23, hvor en majestætisk, bister hoveddel med rappe, smældende polonaise-rytmer dannede kontrast til et smukt, længselsfuldt og inderligt sidetema, fuld af melankoli og Weltschmerz, fornemt formidlet i et intenst spil. I ”Elegien” i es-mol arbejdede han med klaverets bløde, runde mørkfarvede tone, og det gedigne spil gav plads for musikalsk filigran i dialogerne mellem højre og venstre hånds motiver. Et fascinerende klangtrylleri oplevede man i ”Etude Tableaux” opus 39 nr. 2, hvor en piblende figur i midterregistret dannede baggrund for en elegisk melodi, der lægger sig på begge sider af akkompagnements-figuren. Stykket dyrker især det dybe registers klang-egenskaber i kontrast til den høje diskant. En helt anden side af Rachmaninov hørte vi i den elegante salonvals i A-dur opus 10 – let, luftigt og brillant. Koncertens anden del bestod af Chopins h-mol sonate, der udviklede sig i store dramatiske opspændinger med gigantisk klangudfoldelse, sat i relief af en række lyriske partier, hvor han fik klaveret til at synge. Drømmende melodi Navnlig i den nocturne-agtige Largo fandt han ind i det allersmukkeste af klaverklangen i behandlingen af den sangbare, drømmende hovedmelodi. Tilsvarende i førstesatsens sødmefyldte sidetema, ligesom han også udnyttede det fine, tynde randregister i den høje diskant. Efter den kraftfulde, virtuose finale var der også overskud til et ekstranummer med fint, glitrende og gennemsigtigt spil i Debussys ”Clair de Lune” |
|
BYENS LYDE, Under Clemensbro, 21.06.2006 |
|
En varm kærlighedserklæring til Århus Jørn Gade (Tekst og foto) gå til link... Åen ned gennem Århus Midtby er blevet noget særligt. Fredag aften var åen om ikke i centrum, så i hvert fald centrum for en meget anderledes musikoplevelse. Jazz? Nej ikke specielt, men det får så være. Det var i lys, billede, sted og stemning helt vildt flot.
De to pianister Jacob Nielsen og Pojken Flensborg, henholdsvis klassisk og rytmisk uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium, fik ideen, at de ville bygge bro mellem den klassiske og den rytmiske musik. Sammen med Piano Værkstedet i Århus er det blevet til en række klaverkoncerter på en lille bro midt i Århus hen over byens gamle livsnerve åen. Der har været spillet flere bro-koncerter i dagtimerne, men helt sikkert den flotteste må have været den fredag aften kl. 22.15. Aftenen var varm – og med en flot himmel, der ikke kunne have været smukkere i nogen turistreklame. Udover de to store flygler, var der en storskærm på tværs af broen, højtalere, et par let farvede projektører, to pianister samt flere hundrede tilskuere på åens kajsider og på Clemens Bro. I denne ramme blev der budt på otte musikalske multimedie temaer: Intro, flod og vand, café, klokker, bytte flygel, jernbane, mobilvals samt godnat. Det var ikke rigtig klassisk endsige jazz, der blev budt på. Det tror jeg nu ikke, nogen overhovedet brokkede sig over. Dertil var det for smukt og perfekt fremført. Det var let klassiske numre, standards og en række danske sange, salmer og revynumre flot sat sammen i et potpourri, hvor snart den ene og snart den anden pianist førte an. Arbejdet med at vælge, arrangere og siden indøve numrene var i sig selv bemærkelsesværdigt. Hertil kom så en billedside, som både var live-billeder fanget denne aften og en række smukke stilfotos og filmklip fra byen og egnen. Der blev vekslet og klippet flot og præcist til musikken. Temaet ”jernbane” var lidt anderledes, idet H.C. Lumbys jernbanegallop dels var både forud-indspillet og livemusik knyttet til en billedmæssig historie – en film om en pianist, der ikke kommer med toget fra Odder til Århus. Jazz? Er det bebop, New Orleans, electronica, soul, klezmer - eller hvad ved jeg, der er budt på. Fredag aften fik vi mågeskrig, la Mer, Tjener – jeg vil ha’ mere øl, Moonlight Serenade, Dejlig er jorden, Kald det kærlighed, Lysets Engel går med glans og Kys mig godnat. For blot at nævne en tiendedel af de noder, som Jacob Nielsen og Pojken Flensborg har haft fat i. Som man kan forstå, så var anmelderen ikke utilfreds. Det var den fedeste flødeskum til øregangene, men når det som i årets jazzfestival er blandet med masser af andet, så gør det ikke spor. Så var det ”lokalt” i ide og udførelse. Jeg kunne have håbet, at en række af mine udenlandske venner havde besøgt mig netop i disse dage. De var faldet pladask for byen og festivalen med denne musikalske kærlighedserklæring. Det leder til spørgsmålet om turistbranchen, hotellerne, områdets sommerhusudlejere og mange flere er opmærksomme på jazzfestivalen som en oplevelsesperle, der kan trække. I Musikhuset mødte jeg forud for aftenens koncert et norsk par, der ikke mente de var specielt musikinteresserede, men som siden 1993 havde besøgt byen hvert år - med to undtagelser – for at nyde festivalen. Jazzfestivalen er ikke kun international ved at have internationale navne, men også ved at have et udbud og en varme, som kalder flere gæster til. Kommer der flere af dem, kommer der flere kroner i arrangørernes lommer – og det giver mulighed for endnu mere jazz og flere navne.
|
|
| Kamæleon-koncert i Vordingborg, 29.10.2005 | |
Sæsonens første Kamæleon-koncert på Stars for børn blev en stor succes med den medrivende pianist Jacob Nielsen. MUSIK OPLEVET SOM LÆKKER LAGKAGE Sjællandske, 1.11.2005, af Niels Bangild Tornerose. Egentlig slet ikke et dårligt bud - men dog alligevel forkert svar, da pianisten Jacob Nielsen lørdag var i tæt dialog med op mod 75 børn og voksne til sæsonens første Kamæleon-koncert for børn på STARS. Snakken ved klaveret gik nemlig om, hvem det var, den polske komponist Frederic Chopin bejlede til gennem smukke, sensitive og forførende toner, der var lækre ligesom "...en dejlig lagkage med flødeskum.." Det var Aurore Det rigtige svar var Aurore, af de fleste bedre kendt under forfatternavnet Georges Sand (baronesse Aurore de Dudevant) som Chopin levede "på polsk" med i Karteuser-klostret i Valldemosa på kærlighedsøen, Mallorca i vinteren 1838. Og så gav Jacob Nielsen endnu en både pædagogisk og charmerende indføring i musikkens forskellige lag - på en måde som både børn og voksne kunne forholde sig til. Flot eksponering Med udgangspunkt i en række af den klassiske klaver-litteraturs perler guidede Jacob Nielsen utroligt illustrativt rundt i et ellers svært tilgængeligt stof - ikke mindst takket være en storskærm, hvor hans hænder, animationer og andre velvalgte effekter eksponerede de musikalske forløb. Det var ikke bare godt - det var faktisk rigtig godt, og en rigtig god måde at give publikum en medrivende og intens oplevelse på. Mange børn levede så meget med i Jacob Nielsens musikalske univers, at de ikke kunne blive siddende, men måtte hænge ud rundt om klaveret - for at være helt tæt på de virtuose fingres galop over de sorte og hvide tangenter. En rigtig god start på Kamæleon-sæsonen som da også fik de store smil frem hos børnebibliotekar Birthe Helth, musikskoleleder Henrik Christiansen og kultur- og fritidskonsulent Bjarne Malmros. |
|
| LMS LANDSMØDE 9. APRIL om Børnesalonen... |
|
"Jeg synes, han havde børnene i sin hule hånd. Det var spændende formidling af klassisk musik. Det er rart at se, at andre end Sigurd Barrett formår det." "Jacob Nielsen har et utroligt godt tag på børnene. Hans rolige facon smittede i den grad af, og børnene var jo bare med hele vejen. Havde vi da bare haft et flygel..." "Professionel, original, herlig måde at vise klassisk klavermusik på. Jacob Nielsen var favnende, og brugen af teknikken var overraskende og sikker, jeg kunne godt undvære Pjerrot, men børnene elskede det, og koncerten er et godt bud, når den klassiske musik skal præsenteres." (Åse Madsen, Bornholms Kommune) |
|
| VIBORG MUSIKSAL, 22.2.2005 | |
Tak for en helt fantastisk, uformel og flot koncert - lige det den klassiske musik har brug for og som den mangler for at "vække" den yngre generation. PØJ, PØJ... Med venlig hilsen
|
|
| Klassisk Klavermusik i helt ny og moderne udgave | |
Af Ole Krabbe, formand for Folkeoplysningsudvalget En aften, da sneen også faldt over Viborg fik ca. 50 Viborgensere en usædvanlig flot musikoplevelse i byens Musiksal. De klassiske musikstykker, der blev spillet, var de samme, man har kunnet høre de sidste 200 år, og Musikskolens flotte Steinway & Sons flygel, som den unge Århus pianist Jacob Nielsen spillede på, var heller ikke usædvanligt. Det var til gengæld den moderne video- og projektionsteknologi, der på et 6 meter bredt lærred over pianisten skabte noget helt nyt: Et visuelt akkompagnement til musikken. Flotte naturbilleder i 3D-format gav en helt ny koncertoplevelse, hvor alle sanser blev udfordret, og hvor ingen af tilhørerne turde lukke øjnene af frygt for at miste et af de øjeblikke, hvor Jacob Nielsens fingre og flyglets tangenter i kæmpestørrelse dukkede op på det store lærred, og afslørede den unge pianists eminente teknik. Hele koncerten var præget af en hyggelig og afslappet stemning, der blev understreget af Musiksalens cafémæssige indretning samt ikke mindst solistens charmerende optræden og meget ligefremme kontakt til sit publikum. Smil og sagte latter brød spontant frem, ikke mindst hos den yngre del af tilhørerne – eller tilskuerne, da Jacob Nielsen spillede Chopins ”Hunde – eller Minutvalsen”, samtidig med at en lille hund ”skøjtede” rundt på den glatte is. Fra det alsidige koncertprogram kan endvidere nævnes Mussorgskijs Udstillingsbilleder fra 1874, ledsaget af en meget bevægelig og spændende billedgrafik. Alt går op i en højere enhed, hvor Jacob Nielsen har rig mulighed for at afsløre sit store talent. Publikums taktfaste bifald efter en særdeles flot og anderledes klaverkoncert, havde nok fortjent et ekstranummer, men forståeligt nok havde Jacob Nielsen travlt med at komme hjem til Århus inden snestormen lukkede hovedvejen. Et stort tillykke til arrangørerne af denne utraditionelle koncert, og lad der ikke gå for lang tid inden denne spændende pianist igen gæster vores Musiksal. Jeg gætter på, at alle billetter bliver solgt på forhånd – men også på, at Folkebladets musikanmelder ikke vil snydes næste gang, Jacob Nielsen gæster byen. Med Visual Classics har den klassiske klavermusik fået en ny dimension som kan bringe den ud til en bredere kreds, og Jacob Nielsen udtaler da også i den forbindelse, at hans produkt i særlig grad er tilegnet børnene og de unge. ”Visual Classics” er for hele familien. |
|
| SUND BY BUTIKKEN, HORSENS, 14.1.2005 | |
Sund By, Horsens Kommune, har i januar 2005 samarbejdet med Jacob Nielsen om et Døgnseminar for Frivillige i Horsens Kommune. Jacob Nielsen formåede på finest vis at omsætte de visioner vi havde for seminaret til kunstnerisk praksis, som involverede alle. Med sit koncept ”Visual Classics” engagerede Jacob kursusdeltagerne på flere niveauer. Dels blev de grebet af hans musikalske færdigheder, dels blev musikken – sammen med ord, billeder, og levende lys, en virkelighed, som rørte mange af tilhørerne dybt. Visionen – at vise hvordan man med nye veje og utraditionelle metoder kan nå længere – blev omsat til konkret virkelighed for deltagerne, og vi gik opløftede, fornyede og inspirerede fra mødet med Jacob Nielsen. Udsagn fra de frivillige som var med til Døgnseminar: ”Jeg har simpelthen aldrig før været udsat for noget så fantastisk! Det bobler helt i mig” ”Jeg var noget nervøs da du sagde at det skulle være klassisk musik, for jeg er ikke så vild med det, men det her var da noget man kunne bruge til noget” ”Jeg vil simpelthen invitere mine børn og børnebørn med til Århus så de selv kan opleve det, for de tror ikke på at det var så godt” ”Det var anderledes og jeg tror jeg vil huske det i meget lang tid, for det gør noget ved en at opleve noget så hjerteligt” |
|
| CCI Salon - a huge success! | |
Abstract: Classical music with a twist |
|
| Last Friday the "CCI Salon" arrangement took place at the "staircase" area. The below holds a summary of the event - according to all the comments a fantastic event, which CCI-SAF should do more often... The article itself is in Danish. If you have any questions regarding it, please contact JME. | |
| Det er ikke hver dag, at man får tilbud om at blive diverteret med salonmusik ganske som i gamle dage! Tidspunktet til trods - fredag eftermiddag kl. 16 - var derfor henved 40 CCI'ere mødt frem på den store trappe til en times underholdning ved pianist Jacob Nielsen. De, der var mødt frem, blev sandelig heller ikke snydt! Jacob Nielsen viste sig særdeles leveringsdygtig i klavermusik af navnlig Chopin, der var og er skabt til arrangementer af denne type. Faktisk er det lidt forkert, at man næsten udelukkende hører Chopins musik i koncertsale under meget formelle former, for det var ikke sådan, den oprindelig blev skrevet. Dette undlod Jacob heller ikke at gøre os opmærksom på, og med sin hyggelige og afslappede facon fik han meget hurtigt brudt isen - "Jeg synes, at I skulle rykke tættere på, for det kunne være hyggeligt!", var således hans indledende bemærkning.
Det var helt forrygende! Pianisten var en ren virtuos og musikken skøn. At musikken så oven i købet blev krydret med interessante og sjove anekdoter gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere. Håber seancen bliver gentaget, så de af vore kollegaer, der ikke kunne komme i fredags, får en chance for denne fantastiske oplevelse - og jeg får en chance for at opleve det igen :-) Et super arrangement. Dejlig musik, skønne små anekdoter og god vin. En sand fornøjelse at slutte en arbejdsuge af på den måde Først af alt - tusind tak for et fantastisk arrangement! Det var virkelig fedt at blive peppet op med glad musik til weekenden - og så den uhøjtidelige form med et glas god vin i hånden og lov til at slænge sig som man vil. Vi manglede faktisk bare nogle madrasser/sækkestole så henflydningen kunne foregå helt uden hensyntagen til de gamle knogler ;-) Jacobs uformelle stil gjorde også sit til den gode stemning - jeg gik vitterligt derfra med glæde i maven og et lysere syn på tilværelsen!! Mere af det! - Fremragende pianist som med sin musik virkelig formåede at etablere en stemning sidst på fredagen, som kunne give fantasi og friløb for ens tanker. - Et rigtig godt rum til stor klassisk klavermusik. Et rum som sagtens vil kunne bære tonerne fra et flygel. - Et godt og anderledes initiativ fra CCI-SAF. Sådan vil jeg gerne forlystes! Jeg vil blot komplementere CCI-SAF for salon arrangementet i fredags. Jeg synes det var rigtig fedt – og en skøn måde at slutte ugen af på. Fra første færd blev man tryllebundet af musikerens talent. Såvel teknisk som kunstnerisk er den lokale pianist i særklasse. Musikken vi hørte var romantisk og primært af Chopin. Særligt skal fremhæves Jacobs Nielsens fortolkning af Debussys 'Arabesk'. Her blev jeg virkelig grebet. Sammenfattende var det for mig en musikalsk oplevelse jeg vil huske længe. Nok mest fordi musikken var dejlig, fantastisk velspillet og frem for alt, ukrukket. Programmet bestod først af 4 valse af Chopin, alle ørehængere, men den kendteste var nok alligevel "Minutvalsen". Med på vejen fik vi nogle gode anekdoter om musikken og om Chopin og hans omgangskreds, der bl.a. talte elskerinden George Sand, der for at komme med i salonen havde taget en mandlig identitet, og den evindelige pralhals Franz Liszt, der blev ved med at konkurrere med Chopin om hvem der kunne spille hurtigst. Dette sidste er grunden til, at "Minutvalsen" i almindelig omtale er kommet til at hedde som den gør, selv om den oprindelig blev skrevet til en hundehvalp! Interessant var også en demonstration af hvordan den meget vanskelige og komplekse vals i as-dur, opus 42 nr. 5, er bygget op over en simpel melodi, der tilføjes valsetakter i bassen, polyrytmik i højrehånden osv. Jeg synes i det hele taget, at man både som musikkyndig og -ukyndig kunne få meget ud af Jacobs arrangement. Der blev siden fulgt op med Arabesque nr. 1 af Debussy og 3. sats af C-dur sonate af Mozart. I de bedste øjeblikke var det let at glemme at man sad på en hård trappe på CCI. Jeg håber ikke, at det er sidste gang, der bliver et salonarrangement på CCI! På vegne af CCI-SAF ;-JME |
|
| Mere end illustrationer | |
Fascinerende møde med Jacob Nielsen og "Visual Classics"Af Chr. Rimestad Bravo Bl.a. fik vi to af den polsk-franske komponists største og mest krævende klaverværker, hans Polonaise i As-dur" og hans "Ballade i f-mol", spillet med en sikkerhed og esprit, der fuldt fortjent hentede både stort bifald og bravo'er fra de godt 100 tilskuere. |
|